Studier Af Tidsdynamikken I Den Psykedeliske Oplevelse Ved Brug Af Pet-Scanning
Oversat af Maria Grzywacz, udgivet af Center for Psykedelisk Dannelse
Edited by Abigail Calder & Lucca Jaeckel
Dette interview drejer sig om følgende publikation: Stenbæk, D. S., Madsen, M. K., Ozenne, B., Kristiansen, S., Burmester, D., Erritzoe, D., Knudsen, G. M., & Fisher, P. M. (2020). Brain serotonin 2A receptor binding predicts subjective temporal and mystical effects of psilocybin in healthy humans. Journal of Psychopharmacology.
Hvis du vil vide mere om serotoninsystemet og serotoninreceptorer, kan du tage et kig på: The Psychedelic Compendium – Serotonin Receptors.
Lukas Basedow: I det forskningsprojekt, som vi skal til at diskutere, gennemførte I PET-hjernescanninger, før I gav psilocybin til raske deltagere. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvad jeres primære formål med denne undersøgelse var – hvad var jeres hovedspørgsmål?
Dr. Dea Siggaard Stenbæk: I en tidligere undersøgelse så vi en stærk sammenhæng mellem okkupansen af serotonin 2a [5-HT2a] receptoren [et mål for, hvor mange receptorer der i et givent øjeblik er bundet til et molekyle, såsom psilocin eller serotonin] og intensiteten af den oplevelse, der induceres af psilocybin, når vi beder deltagerne om at bedømme stofintensiteten hvert 20. minut.
Min indledende tilgang i dette projekt var at overveje ‘hvordan kan vi lave en psykologisk evaluering af den psykedeliske oplevelse, der også passer godt sammen med neurovidenskaben?’ At studere disse oplevelse kombineret med en masse scanning under sessionen er meget svært, og kan muligvis påvirke oplevelsen Jeg var først og fremmest interesseret i at se, om jeg kunne bruge en relativt simpel metode til at spore, hvordan oplevelsen udfolder sig.
Først spurgte vi os selv, hvordan vi kunne modellere intensiteten af en psykedelisk oplevelse. Da vi begynde på dette, så vi, at den subjektive stofintensitet opleves i tre faser.
Denne indsigt er brugbar når man ledsager folk under en psilocybinoplevelse, fordi det er en lang proces – den varer seks til otte timer. At dele sessionen op i mindre stykker ville være klinisk nyttigt, når man ønsker at sætte musik op, eller når man vil træne terapeuter. Og disse faser er blevet talt om før, men der har ikke været samlet meget empiri for at modellere dem.
Der er en tendens til at fokusere på de fund i vores studie, der er relateret til 5-HT2a-receptoren, fordi det er den virkelig nye del. Men faktisk var min tilgang i højere grad at modellere, hvordan intensiteten af oplevelsen udfolder sig tidsmæssigt.
L: Og kan du uddybe, hvordan du faktisk udførte undersøgelsen? Hvilke slags metoder brugte du til at besvare dit spørgsmål?
D: Det vi gjorde var, at vi fik folk til at komme ind, og forberedte dem på deres psykedeliske oplevelse, og under forberedelsen fik de også en PET-scanning. Så bad vi dem om at komme ind på en separat dag, hvor vi gav dem psilocybinen, og i løbet af denne psilocybinoplevelse spurgte vi dem hvert 20. minut: ‘Hvor intens er oplevelsen for dig lige nu?’ Dét gjorde vi igennem hele oplevelsen, og til sidst udfyldte deltagerne spørgeskemaet om oplevelser af mystisk karakter [mystical experience questionnaire].
Efterfølgende fik vi dem til at komme ind dagen efter for at tale om deres oplevelse, debriefe dem, og vurdere om der var behov for yderligere samtale med dem.
L: Kunne du kort fortælle vores læsere, hvad den PET-scanning, du lige nævnte, hedder?
D: Når du skanner hjernen, er der mindst to kategorier af scanninger, du kan udføre. Du kan scanne strukturen og hjernefunktionen med MR eller scanne hjernens kemi med PET. Når du har en receptor, der sidder på et neuron, som 5-HT2a-receptoren, kan du indsprøjte en radioaktiv ligand [en substans, der binder til den givne receptor] i kroppen med affinitet for denne receptor. Under en PET-scanning er det faktisk den radioaktive ligand, som man ser i scanningen. Mere specifikt kan man se, hvor meget af den radioaktive substans der bindes til 5-HT2a-receptoren, så vi kan få en idé om, hvor tilgængelig denne receptor er i hjernen.
L: Det var en rigtig god forklaring, tak. Så, kunne du opsummere de vigtigste resultater af jeres undersøgelse?
D: Grundlæggende fandt vi frem til, at psilocybinoplevelsen kan inddeles i tre faser: indtrædelses-, top- og returfasen, hvilket er ret intuitivt, men det har ikke før været vist empirisk på denne her måde. Vi så også, at den tid deltagerne forblev i disse tre faser var relateret til tilgængeligheden af 5-HT2a-receptoren. Nærmere bestemt var de deltagere, der havde en lavere tilgængelighed af 5-HT2a-receptoren inden indtagelse af psilocybin, længere tid i topfasen, og kortere tid i returfasen. Dette korrelerede også med dybden af den mystiske oplevelse, hvilket betyder, at jo lavere tilgængelighed af 5-HT2a-receptoren, jo længere tid i topfasen, og jo kortere tid i returfasen, hvilket alt sammen var relateret til en dybere mystisk oplevelse.
L: Jeg har to opfølgende spørgsmål. Først nævnte du, at en kortere tid i returfasen er relateret til styrken af den mystiske oplevelse. Har du en hypotese om, hvordan de to kunne være forbundet? Hvad kunne være forbindelsen mellem styrken af den mystiske oplevelse og tiden brugt i returfasen?
D: Der er en omvendt korrelation mellem længden af topfasen og længden af tilbagevendingen til normal, vågen bevidsthed. Så det jeg tror foregår er, at du har et bestemt antal timer hvor stoffet har effekt, fordi det på et eller andet tidspunkt jo vil forlade din krop igen. Og den tid kan du dele op på forskellige måder, så hvis du bruger meget af din tid i topfasen, er der tilsvarende mindre tid til at vende tilbage. Det er, hvad denne sammenhæng afspejler. Jeg tror, at det i realiteten er topfasens længde der er vigtig, men den vil så også have betydning for, hvor lang tid du så har til at vende tilbage.
Jeg var nysgerrig efter hvad der gør, at folk forbliver i topfasen i længere tid, da dette synes at have klinisk relevans, fordi det er grundlaget for oplevelser, der kan have langvarige positive effekter. Én mulighed er, at folk på en måde genøver deres oplevelse i topfasen. På en eller anden måde er de gode til at blive der og genforstærke disse oplevelser. En anden mulighed var, at der er biologiske forskelle mellem mennesker, der kan være med til at forklare, hvorfor nogle har tendens til at blive der længere. Så med det unikke datasæt om 5-HT2a-receptoren var det ret indlysende, at vi skulle se på det og spørge: ‘Spiller dette en rolle for, hvor længe nogen forbliver i topfasen?’
L: Mit andet opfølgende spørgsmål er: Har du en hypotese om, hvorfor tilgængeligheden af 5-HT2a-receptoren er relateret til styrken af den mystiske oplevelse og længden af topeffekten?
D: Det kan virke kontraintuitivt, da folk har tendens til at tro, at du vil have en vildere oplevelse, hvis du har flere receptorer. Men hvad vi så, da vi kiggede på 5-HT2a-receptoren, er, at mennesker med høje niveauer af mindfulness faktisk nedregulerer denne receptor [de har et reduceret antal af denne receptor på de tilgængelige områder på celleoverfladerne i deres neuroner]. Andre undersøgelser har også vist, at mennesker med lavere niveauer af 5-HT2a-receptortilgængelighed havde lavere niveauer af neuroticisme. Med dette i tankerne synes vores fund ikke længere så underlige.
Vi har lige nu den hypotese, at et lavere niveau af 5-HT2a-receptorer faktisk afspejler en højere koncentration af serotonin i hjernen. Hjernen har tendens til at nedregulere receptorer efter behov for at opnå korrekt signalering. Vi ved også, at når du giver visse typer af antidepressiver, så nedreguleres 5-HT2a-receptoren, og vi hypotetiserer, at en øget koncentration af serotonin i hjernen ligger til grund for dette. Er dette sandt – og det ved vi ikke helt, om det er – ville det betyde, at mennesker med lavere niveauer af 5-HT2a-receptoren sandsynligvis også har en højere koncentration af serotonin i hjernen. Og det er serotonin kombineret med psilocybin, der stimulerer receptorerne, når man går ind i den psykedeliske oplevelse; der kan være en synergi der. Jeg tror ikke, at nogen virkelig ved det på nuværende tidspunkt, fordi der, ligesom med alt andet inden for videnskab, er behov for mere forskning.
L: Okay. Det betyder, at et reduceret niveau af 5-HT2a-receptortilgængelighed muligvis kan afspejle højere serotoninniveauer i hjernen, hvilket kan føre til en stærkere psykedelisk oplevelse. Du nævnte også, at hvis folk tager antidepressiv, vil det bidrage til øgede serotoninniveauer og nedregulere 5-HT2a-receptortætheden, korrekt?
D: Ja.
L: Kunne du relatere dette fund til rapporteringer om mennesker, der tager antidepressiver, som har mindre intense psykedeliske oplevelser?
D: Der er i virkeligheden ingen forskning, der besvarer dette spørgsmål. Der findes anekdotisk bevis omkring det, at mennesker der tager SSRI-præparater oplever en bedøvende virkning, når de tager psykedeliske stoffer. Vi ved stadig ikke, om det er tilfældet. Men et andet problem dukker op, hvilket er, at der faktisk er to spørgsmål: Der er spørgsmålet om hvad der sker, når man stimulerer 5-HT2a-receptoren, og der er spørgsmålet om hvad baseline-niveauer af denne receptor i virkeligheden afspejler.
Jeg er ikke sikker på, om det at have et lavere niveau af 5-HT2a-receptor ved baseline afspejler det samme, som når du giver et antidepressivt middel og receptoren nedreguleres. Dette er fordi, at den sidstnævnte tilstand er en stofinduceret nedregulering, og den anden bare er en naturlig tilstand i systemet. Da vi ikke kan være sikre på, at disse to tilfælde kan sidestilles, bliver vi stadig nødt til at lave noget forskning. Jeg er bekendt med igangværende forskningsprojekter, hvor man ønsker at randomisere og enten give placebo eller SSRI, og derefter inducere en psykedelisk oplevelse oveni, for at teste denne slags idéer. Det næste trin ville være at undersøge, om den nedregulerede 5-HT2a -tilstand svarer til den vi ser, når vi bare foretager en baseline PET-scanning. [For mere information om SSRI-præparaterer og psykedelika kan du læse Camile Bahis indlæg om potentielle risici ved at kombinere disse]
L: Et sidste spørgsmål, urelateret til dit forskningsprojekt – Kunne du give os et historisk indblik i psykedelisk forskning i Danmark?
D: Jeg tror, det der skete i Danmark sandsynligvis afspejler de fleste andre lande. Der var en masse entusiasme i 60’erne, mest i forbindelse med LSD, og der blev lavet undersøgelser på ét dansk hospital i særdeleshed. Desværre havde nogle af disse undersøgelser negative konsekvenser for deltagerne, og der kom efterfølgende retssager. Efter dette blev al psykedelisk forskning lukket ned, og stofferne blev betragtet som meget farlige. Med vores undersøgelser er vi faktisk den første forskningsgruppe i Danmark, der laver psykedeliske undersøgelser i moderne tid. Og indtil videre har vi kun haft gode erfaringer med at give de her stoffer til mennesker.
L: Tak for det indblik, og tillykke med jeres fremragende studieresultater og dit vellykkede forskningsprogram!
Reservations: This blog post has been translated and proofread by the Center for Psychedelic Formation (Cepda). If you find any errors or inconsistencies, or if anything in the translation seems unclear, please contact the Center for Psychedelic Formation at [email protected]. We are very grateful for all improvements. You are also very welcome to contact Cepda if you would like to help with translations.
Stenbæk, D. S., Madsen, M. K., Ozenne, B., Kristiansen, S., Burmester, D., Erritzoe, D., Knudsen, G. M., & Fisher, P. M. (2020). Brain serotonin 2A receptor binding predicts subjective temporal and mystical effects of psilocybin in healthy humans. Journal of Psychopharmacology. https://doi.org/10.1177/0269881120959609