At Følges Hjem

Oversat af Anna Pedersen, udgivet af Center for Psykedelisk Dannelse

I takt med at psykedelisk assisteret terapi bliver mere og mere tilgængeligt, er det vigtigt, at terapien tilpasses hver enkelt persons behov i vedkommendes helingsrejse. ACE-modellen kan fungere som en tematisk guide og en ramme, der kan rumme disse individuelle og specialiserede behov.

For nogle mennesker kan det at bearbejde psykologiske problemstillinger gennem samtaleterapi tage mange år og være ekstremt bekosteligt. Som jeg har set i mit arbejde som integrativ-relationel terapeut gennem de sidste ti år, er én af grundene hertil, at disse definerende øjeblikke, der giver et ægte skift i den teraputiske proces – såsom genopdagelsen af gamle sår – er meget sjældne. I modsætning hertil er psykedelika i stand til fremkalde disse definerende øjeblikke og har derfor et virkeligt stort potentiale for at katalysere terapien. Jeg nærer også håb om, at der kan skabes yderligere adgang til denne type terapi for de i vores samfund, der ikke har mulighed for at betale for et årelangt terapiforløb.

Men på trods af psykedelikas fortrinlighed vil jeg alligevel påpege vigtigheden af terapi i denne process. Uden terapien i forberedelsen til den psykedeliske oplevelse, under oplevelsen og i den efterfølgende integration af oplevelsen vil individet muligvis have en forvirrende, overvældende, fantastisk og spændende rejse ind i en ændret bevidsthed og alligevel ikke komme derfra med noget, der kan lede til en faktisk ændring af deres hverdag.

Mens jeg arbejdede med kliniske forsøg med psilocybin på Imperial College London (ledet af professor Robin Carhart Harris og professor David Nutt), udførte min kollega doktor Rosalind Watts en kvalitativ analyse, der ledte til udviklingen af terapimodellen ACE(1). ACE-modellen er tiltænkt terapeuter, der arbejder i og omkring den psykedeliske oplevelse, og er baseret løst på ACT-terapi. Modellen fungerer som en løst defineret guide, der er mere tematisk, end den følger en streng formular. Den indkapsler koncepterne Accepter (accept), Forbind (connect) og Personificer (embody) til at skabe et større psykologisk velbefindende hos deltageren. Den giver et løst rammeværktøj med nøglekoncepter og et simpelt sprog, der kan bruges til at vurdere deltagerens interne proces og tilskynde uddybningen af hvert enkelt tema. Afhængigt af patienten og sessionen er tanken, at forskellige aspekter af disse temaer kan kultiveres i patienten eller adopteres af terapeuten og kan trækkes på afhængigt af situationen. På trods af disse forskellige måder at bruge modellen på tror jeg på, at det er disse tre fastlagte temaer – Accepter, Forbind, Personificer – der har bidraget til de positive resultater i vores forsøg og derved understreger vigtigheden af terapi som et tillæg til psykedelisk assisteret terapi.

I dette essay vil jeg bruge ACE-modellen som en skabelon til at udforske de forskellige måder, hvorpå terapi kan understøtte og forbedre den psykedeliske oplevelse i et klinisk forsøg. Til at gøre dette vil jeg illustrere, hvordan disse temaer kan forbedre psykedelisk-assisteret terapi ved at trække på de erfaringer, deltagerne fik ved at indtage psilocybin i vores kliniske forsøg. Det skal her pointeres, at integrationssessionerne i forsøget var begrænset til dagen efter sessionen, og at der ikke fortsatte et terapeutisk forløb ud over et check-in tre måneder efter forsøget.

Forberedelse

Allerede i den første eksplorative telefonscreening vil vi forsøge at udvikle en forbindelse med den potentielle deltager i det kliniske forsøg. Eftersom vores største sår oftest viser sig i relationer og kan blive helet gennem relationer, starter vi processen med at skabe tillid, sikkerhed og et fælles mål ved at forstå og fokusere på deltagerens livshistorie, udfordringer og håb. At etablere denne forbindelse er en integreret del af at realisere psykedelisk-assisteret terapis potentiale, et element som muligvis ikke er blevet givet så meget overvejelse som det neurofarmakologiske aspekt af terapien.

Vigtigheden af forbindelsen mellem terapeut og patient kan illustreres ved at se på oplevelserne for en af deltagerne i mit andet psilocybin-forsøg – jeg kalder ham Dylan. Dylan var så nervøs for forberedelsessessionen, at det var lige før, at han ikke deltog: Han fortalte os, at han tænkte, at han hellere ville gå ud og få en øl i stedet og “stikke af fra det hele”. Han var grådkvalt og sårbar gennem hele sessionen. Og da vi havde hørt mere om hans historie, begyndte vi at forstå, hvorfor han havde det sådan. Dylan havde en utroligt smuk mor – en ballerina – som indrømmede, at hun aldrig ville have haft børn, da hun mente, at moderskab ville ødelægge hendes karriere. Hans far forgudede hende og tillod derfor, at hun behandlede børnene ondskabsfuldt og straffede dem. Dylan blev sendt på kostskole, da han var 6 år gammel uden varsel – hans mor efterlod ham dér uden nogen forklaring.

Da vi fornemmede, at han havde behov for at opbygge forbindelse og tillid med både ham selv og andre for at kunne føle sig tryg i den psykedeliske oplevelse, trak vi efterfølgende på temaerne Accept og Personificering. Efter at have lyttet empatisk til Dylans historie udforskede vi yderligere hans bekymringer om, hvad der kunne vise sig i den psykedeliske oplevelse, og vi fandt ud af, at han frygtede, at der ville komme vrede mod hans mor op. Vi forsikrede ham om, at det ville være helt acceptabelt, og at vi ville være i stand til at rumme hans vrede, hvis den skulle opstå. Vi delte også “perledyknings”-visualiseringen, der er en central del af forberedelsessessionen. Denne visualiseringsforberedelse er designet til at skabe en nysgerrig, modig og accepterende attitude over for vores frygt og smerte for dermed at forberede patienten på den faktiske, personificerede oplevelse. Analogien går på, at vi dykker efter østers i den dybeste, mørkeste del af havet (vores psyke). Håbet er, at der dér vil vise sig en perle af visdom, indsigt eller en følelse af forbindelse for den uforfærdede udforsker. Dylan nævnte bagefter, at den visualisering forberedte ham på oplevelsen og cementerede hans tillid til mig og min medguide, Jonny Martell.

Oplevelsen

Baseret på antagelsen om, at klienterne leder processen (deres udtryk af dem selv – deres ønsker, frygt, længsler, udfordringer osv.), opmuntrer ACE-terapeuten til simpelthen at blive på sidelinjen gennem sessionen, så klienten kan udføre det indre arbejde, katalyseret af den psykedeliske oplevelse, i et sikkert og støttende rum. Grundlaget for ACE-modellen er antagelsen om, at terapeutens varme, ikke-ledende, personlige tilstedeværelse er et af de elementer, der tillader de terapeutiske effekter af psykedelisk behandling at vise sig og derved skaber potentialet for individet til at føle sig modig og nysgerrig nok til at dykke ned i de grundlæggende årsager til det, der piner dem.

Dylans oplevelse var defineret af større personificering, selvaccept og forbindelse til hans omverden. Han havde ikke spist morgenmad, og derfor var opstigningen i oplevelsen hurtig. Han fortalte om at føle behagelige sus i kroppen og at kunne smage lyd (synæstesi). Han bevægede sig en del og viste, at han følte sig fri i sin krop. Vi bemærkede, at han ofte befandt sig som i bøn. Han sagde, at han følte sig “badet i Guds kærlighed”. Efterfølgende talte han om at føle, at “jeg er ok i at være mig selv”, og hvordan det føltes som en stor åbenbaring. Han oplevede en masse ydmyghed og taknemmelighed og kommenterede anerkendende på alle aspekterne af oplevelsen (han kiggede på Katie Scotts naturbog i begyndelsen, den “fantastiske” playliste, den gyldne skål, der opbevarede psilocybinkapslerne, guiderne). Han beskriver det sådan her: “Det var, som om kroppen var emotionel. Jeg kunne nærmest smage musikken”.

En anden deltager – jeg kalder hende Ella – fortalte, hvor meget det at blive opfordret til at gå ind i og gennem svære følelser med mod, nysgerrighed og accept hjalp hende gennem hendes oplevelse. Ella voksede op med en deprimeret mor og en fraværende far. Hun håndterede det var at blive et “voksent barn” og slå knuder på sig selv for at gøre andre glade. I sin oplevelse var hun i stand til at reflektere over dette kamæleon-aspekt af sin personlighed – alle de forskellige “kostumer” hun ubevidst havde taget på for at passe ind – uden fordømmelse. Ellas største emotionelle gennembrud var at sidde med sin tvivl omkring sin identitet og og selvopfattelse. Hun var i stand til at bevæge sig “ind i og igennem” det og følte derefter en stigning i selvtillid og sagde, at “jeg har meget at byde på”. Mens hun var i oplevelsen, følte hun, at hun lærte at føle igen, som om hun testede – eller personificerede – hver følelse og nød forskellen på dem.

Integration

I mit arbejde som terapeut har jeg fundet ud af, at individer har behov for at udvikle narrativer, der både giver dem deres autonomi og samtidigt opfordrer en bevidsthed om, hvor gensidigt afhængige vi alle sammen er. Det er derfor, at jeg i integrationsdelen af forsøget giver et trygt, ikke-ledende rum. hvor patienterne kan skabe mening fra deres egen oplevelse på måder, der tillader dem at forbinde sig dybere med sig selv og andre.

Dylan evnede gennem sin oplevelse at være modig og nysgerrig, at gå mod mørket og den frygt, der opstod. I vores integrationssessioner fortalte han, at han følte sig “så forbundet” og oplevede en mere helstøbt fornemmelse af sig selv og havde det bedre, end han havde haft de sidste 25 år. Dylan sagde, at han havde følt sig tryg og forberedt til sessionen og udtrykte, hvor taknemmelig han var over dette. Han sagde “dit råd om at gribe det sådan an var så utroligt nyttigt. Jeg kunne forestille mig, at hvis du skubber folk overdrevet i den retning og ikke giver dem den følelse af tryghed, at det kunne være virkeligt… uhyggeligt. Der var tidspunkter, hvor det var utroligt udfordrende… Jeg havde bare lyst til at håndtere det inde i mig selv, fordi jeg følte, at det ville overvælde mig, hvis jeg sagde det højt. Og den del om at elske sig selv? Det har jeg aldrig været i stand til at tillade mig selv, det var bare en helt fantastisk oplevelse. Tak”.

Dylan skrev til os et par uger efter sin oplevelse. Han nævnte, at hans forbindelse med andre, især med hans familie, var blevet markant bedre, og han følte stadig, at han ikke længere var deprimeret, men udtrykte dog bevidsthed om, at tilstanden ville kunne komme tilbage.

“For det første, tak for at give mig det rum og den medfølelse, der tillod mig at acceptere, at det er ok ikke at være ok. Det var så nyttigt ikke at blive dømt og diskrimineret for noget, som jeg ikke selv har kontrol over, og som har ødelagt mit liv de sidste 20 år. At være i stand til at være åben og accepterende omkring mine følelser var i sig selv helende”.

Ellas integration var kendetegnet af en nyfunden forbindelse til sig selv. Hun var som et spændt barn, der boblede over af taknemmelighed – for os, for oplevelsen, for sin nyfundne kreativitet. Da vi talte med hende en uge senere, fortalte hun, at hun “skrev en masse” og havde meldt sig til et kreativt skrivekursus. Hun talte om at føle, at hun havde magten til at beslutte, hvilke tanker hun ville følge, og hvilke overbevisninger hun ville adoptere.

Konklusion

Jeg føler mig ydmyg over at være i stand til at hjælpe mennesker med at bruge psykedelika til at forstærke og tilskynde deres helingsprocess. Jeg er passioneret omkring potentialet for at udvide brugen af denne type terapi – især til mennesker som er blevet marginaliseret, traumatiseret og holdt nede.

Hvis psykedelisk-assisteret terapi bliver en godkendt behandling for psykiske problemer, tror jeg dog, at det ville være passende at have en mere nuanceret tilgang, der kan tilpasses til hver enkelt persons behov ved hvert punkt i deres helingsrejse. En sådan tilgang ville muligvis kunne lade os hjælpe flere af dem, der kæmper med mere komplekse traumer. ACE kan give et rammeværktøj for at imødekomme disse individualiserede og specialiserede behov. Psykedelika har et kæmpe potentiale til at hjælpe mange mennesker, hvis det bruges med den fornødne respekt og omsorg, hvilket inkluderer, at det kombineres med en passende terapimetode.

For at grounde mig selv i min egen rolle og huske på, at jeg hjælper med at skabe rummet for, at et individs indre helingsproces kan folde sig ud, husker jeg på Ram Dass’ simple og inderlige ord:

“Vi følger alle sammen bare hinanden hjem." Vores arbejde i Mind er afhængig af donationer fra folk som dig.

 

Forbehold: Dette blogindlæg er blevet oversat og korrekturlæst af Center for Psykedelisk Dannelse (Cepda). Hvis du finder nogle fejl eller uoverensstemmelser, eller hvis noget i oversættelsen virker utydeligt, bedes du venligst kontakte Center for Psykedelisk Dannelse på [email protected]. Vi er meget taknemmelige for alle forbedringer. Du er også meget velkommen til at kontakte Cepda, hvis du har lyst til at hjælpe til med oversættelser.

Kilder

1. Watts R, Luoma JB. The use of the psychological flexibility model to support psychedelic assisted therapy. J Context Behav Sci. 2020 Jan;15:92–102.